Coop skruer ned for varmen

Coop 20. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • I både butikker og på Coops hovedkontor i Albertslund vil temperaturen fremover ligge på 19 grader

En ekstra trøje kan fremover være en fordel for Coops medarbejdere, når de møder på hovedkontoret i Albertslund eller ude i koncernens godt 1000 butikker.

Coop skruer nemlig ned for varmen fra 21 til 19 grader i håbet om at begrænse stigningen i energiregningen - og for at medvirke til samfundets generelle reduktion af energiforbrug, skriver Coop i en pressemeddelelse.

Samtidig har koncernen samlet en intern gruppe, der skal komme med flere forslag til at reducere energiforbruget i alle dele af virksomheden.

- Som alle andre er vi hårdt ramt af de stigende priser på strøm. Med over 1000 butikker, lagre og kontorer forventer vi, at vores samlede elregning i Coop familien stiger med op til 500 mio. kr. i år. Det er ikke penge, vi alle kan lægge på prisen på varerne. Derfor er vi nødt til at gøre noget markant for at spare, siger koncerndirektør Allan Kristoffersen.

Sænkningen af temperaturen sker efter, at Coop i løbet af de seneste uger har fjernet over 2000 kølere i butikkerne.

Siden 2016 har Coop igangsat en række omfattende energibesparelsesprojekter, blandt andet er samtlige lyskilder - pærer, spots og lysstofrør - blevet udskiftet. Der er implementeret energistyringssystem og anlagt solceller på butikstage m.m. Det har medført en reduktion i forbruget med omkring 20 procent.

- Vi har nedsat en tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra butikker og servicekontor, som skal komme med et katalog af andre ideer til at reducere energiforbruget. Forslaget om temperatur-reduktionen kommer herfra og vil medføre en besparelse på 5-6 millioner kr. for koncernen, siger energichef Nicki Pagh Børgesen, Coop.

 

Opdateret 20. sep 2022