Coop skærper konkurrencen på levering af mad

Coop 3. mar 2021 -
This describes the image
Kommerciel direktør i Coop Lars Rasmussen Foto: Coop
  • Coop.dk tilbyder nu dagligvarer på abonnement samt faste og præcise leveringstidspunkter

Mens Salling Group i stor stil tester Føtex.dks levering af dagligvarer i Storkøbenhavn, skærper Coop nu konkurrencen med nye tilbud til kunderne i sit onlinesupermarked Coop.dk Mad.

Blandt andet kan kunderne bestille et abonnement på de dagligvarer, som kunden skal bruge fast, og samtidig tilbyder Coop.dk Mad, at kunden kan få sit faste leveringstidspunkt.  I København kan man få levering samme dag med kortere bestillingsfrist.

"Det er nu muligt at få “dagligvarer på abonnement”. Alle kan få garanteret deres eget faste leveringstidspunkt, med den frekvens der passer den enkelte. Man slipper for at vælge de samme varer hver gang, men får nemt leveret sine favoritter. Abonnementet kan altid ændres, og man kan sætte abonnementet på pause eller slette det. Det oprettes nemt på Coop.dk Mad, når man afslutter sin ordre. Man skal ikke leve op til særlige krav, men alle kan tilmelde sig og opnå disse fordele, " skriver Coop i en pressemeddelelse, hvor der også står, at 1,5 mio. forbrugere i Københavnsområdet kan bestille inden kl. 14 og få leveret samme dag.

- Fælles for vores initiativer er, at de skal gøre hverdagen nemmere for kunderne. Vi fjerner dagligvareindkøb som en stress-faktor, siger kommerciel direktør Lars Rasmussen, Coop.dk Mad.

Ifølge pressemeddelelsen har Coop.dk MAD haft stor vækst under corona-pandemien. Onlinesupermarkedet leverer i 2021 dagligvarer til tre til fire gange flere kunder, som man gjorde på samme tid i 2020. Der er ansat flere hundrede nye medarbejdere på Coop’s terminal i Vallensbæk.

Når kunden bestillere på Coop.dk Mad, vil varerne i nogle tilfælde blive plukket på Coops lager - i andre områder er det Kvickly eller SuperBrugsen, der plukker og leverer.

 

Opdateret 3. mar 2021