Coop og Madkulturen kårer Årets Lokale Vare 2015

Coop 27. maj 2015 -
This describes the image

Lokale producenter fra otte landsdele skal dyste om titlen, når professionelle dommere og forbrugere kårer otte lokale vindere og en national vinder, skriver Coop i en pressemeddelelse.

Coop og Madkulturen er gået sammen om den landsdækkende konkurrence, Årets Lokale Vare 2015, og producenter kan fra i dag og ind til 26. juni indstille deres produkter.

1. præmien er en kontant præmie på 50.000 kr., mulighed for at få solgt og markedsført varen i Coops butikker og personlig rådgivning til videre udvikling af forretningen.

- Vi vil fordoble andelen af unikke varer i Coop, og det kræver, at vi får mange flere leverandører, end vi har i dag. Forbrugernes interesse for lokale varer med god smag og en god historie, har aldrig været større. Derfor går vi nu sammen med Madkulturen om at finkæmme landet for kandidater til titlen, siger food-direktør Jens Visholm, Coop.

Konkurrencen gennemføres i første omgang i otte landsdele, hvor der kåres en lokal vinder, som går videre til den nationale finale. I oktober kåres vinderen ved finalen i Mad Cooperativet på Københavns Hovedbanegård.

Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Logo: Coop og Madkulturen

Opdateret 10. nov 2020