Coop Norge får OK til at købe konkurrent
Ifølge en pressemeddelelse fra svenske ICA Gruppen giver de norske konkurrencemyndigheder nu Coop Norge lov til at overtage ICA Norge - på betingelse af frasalg af 93 butikker.
Når de 93 butikker er solgt til de to andre konkurrenter, giganten NorgesGruppen og lille Bunnpris, kan handelen gennemføres.
Overtagelsen af ICA Norges virksomhed vil gøre Coop Norge til landets næststørste dagligvarevirksomhed efter NorgesGruppen. Dermed vil Coop igen overhale Rema 1000, der ellers havde erobret andenpladsen for nylig.
– Det er særdeles glædeligt, at handelen med Coop Norge nu har fået den norske konkurrencemyndigheds godkendelse. Frem for alt er beskeden meget positiv for den norske ICA-organisation, hvor alle medarbejdere og butikker nu endelig har fået vished, siger Per Strömberg, som er adm. direktør i ICA Gruppen.
ICA, der har lidt massive tab i Norge gennem mange år, forventer nu, at den store handel, der vil give koncernen en gevinst på ca. en mia. svenske kr., kan afsluttes helt.
På foto: Matkroken er en af ICA Norges kæder
Foto: ICA