Coop Logistik forbedrer lønsomheden med 80 mio. kr.
Over de seneste tre år har Coop Logistik arbejdet målrettet med at effektivisere processer og arbejdsgange i hele forsyningskæden.
Og det arbejde har lønnet sig. Trods afskedigelser har Coop Logistik formået at forbedre lønsomheden, kundetilfredsheden og medarbejdertilfredsheden markant, skriver Butikslederen.
Alene på udgiften til at transportere varer har Coop Logistik nedbragt omkostningerne fra 6,98 kr. per kolli til 6,69 kr. per kolli.
Evig proces
Faldet på 29 øre per kolli lyder i sig selv ikke af meget, men i og med at Coop Logistik flytter 278 mio. kolli i år, giver det en besparelse på 80 mio. kr. i forhold til 2014-prisen. Og det selv om der har været omkostningsstigninger til f.eks. løn og transport.
Et resultat, der selvsagt skaber glæde hos logistikdirektør Nicolaj Boysen.
- Vi arbejder hele tiden på at gøre det billigere. Det er en evig proces, og minimumskravet er, at absorbere de omkostningsstigninger, der er på løn og transport, siger han.
Udover en forbedret lønsomhed, der blandt andet skyldes automatisering og sammenlægning af lagrene, har Coop Logistik også forbedret kundetilfredsheden.
Fra 2014 til 2017 er kundetilfredsheden således steget med 4 point fra 91,5 til 95,5.
Nicolaj Boysen fortæller, at Coop Logistik har 4.500 leverancer hver eneste dag og leverer 5,3 mio. kolli per uge, så der vil ske fejl, hvorfor det også er svært at nå en højere kundetilfredshed end i dag.
Sidst men ikke mindst har Coop Logistik forbedret medarbejdertilfredsheden fra blot 4 i 2014 til en NPS-score på 55 i 2017. En forbedring, Nicolaj Boysen blandt andet forklarer med, at ledelsen har overladt mere ansvar til medarbejderne.