Coop køber Fakta-ejendomme i Tyskland

Coop 28. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
  • For 10 år siden åbnede Coop sine to første Fakta-butikker i Tyskland. Nu overtager Coop også ejerskabet af butiksanlæggene

I 2012 overtog Coop driften af de to Sonja & Wolfgang grænsehandelsbutikker i Harrislee og Aventoft. Siden har Coop med sine Fakta-butikker boet til leje i ejendommene.

Nu køber koncernen de to ejendomme af Sonja & Wolfgang. Efterfølgende har Coop også åbnet Fakta i Süderlügum, som Coop selv har etableret.

- Selv om de seneste år med først corona og siden meget høje benzinpriser har reduceret den samlede grænsehandel, så er det tre meget veldrevne butikker, vi har i Tyskland, siger kædedirektør Thomas Nielsen, Fakta og Coop 365discount.

Han siger, at der fortsat vil blive investeret i det tyske selskab. 

Butikkerne i Tyskland vil fortsat hedde Fakta, selv om butikkerne i Danmark lige nu skifter navn til Coop 365discount.

- Kunderne kender vores møntformede F-logo, så vi er glade for, at vi beholder det navn – og ser frem til at fortsætte udviklingen af vores tre butikker. Vi har de seneste uger set en voksende kundestrøm, fordi de lavere tyske afgifter gør det muligt for os at sælge mange almindelige dagligvarer væsentligt billigere end i Danmark, siger salgsdirektør Per Boesen, Fakta Tyskland.

Opdateret 28. sep 2022