Coop halter stadig efter kvindemål i ledelsesgruppen
Som en del af god selskabsledelse udarbejdede Coop Danmark under den daværende topchef Per Bank et såkaldt charter for at fremme flere kvindelige ledere.
Tilbage i 2008 lavede Coop en kort statusrapport, der viste, at andelen af kvindelige ledere var lille på de øverste ledelsesniveauer på såvel hovedkontoret i Albertslund som ude i butikkerne.
F.eks. var 30 af 329 butikschefer dengang kvinder, svarende til 9 pct., mens der procentvis var dobbelt så mange kvindelige ledere på Coops hovedkontor: 38 ud af 211.
Vil have 50 pct. kvinder
For 10 år siden lød virksomhedens ambition f.eks., at andelen af kvindelige ledere på hovedkontoret skulle hæves til 30 pct. på kort sigt og 50 pct. på længere sigt.
I dag er status, at 33 pct. af lederne på Coops hovedkontor er kvinder, mens andelen af kvindelige butiksledere, der omfatter butikschefer og øvrige ledere, er vokset til 28 pct., oplyser seniorkonsulent i Coop HR, Annabeth Haumann.
- Vi vil fortsat gerne have flere kvindelige ledere, også på højere ledelsesmæssigt niveau. For at få det har vi samlet kvindelige medarbejdere på både hovedkontor og butik for at få kortlagt, hvilke barrierer der er for at gøre karriere i Coop. Næste trin er et nyt internt seminar, hvor en gruppe medarbejdere skal komme med forslag til konkrete ændringer, der kan fjerne barriererne, siger Annabeth Haumann.
Kvinder med i opløbet
Trods nær en procentvis fordobling i antallet af kvinder i Coops ledergruppe, mangler koncernen stadigvæk at opfylde målet om, at 40 pct. af Coops direktion skal være kvinder.
Den eneste kvinde i Coops fem personer store direktion er tidligere kædedirektør for Fakta, Stina Glavind, der 1. oktober i år officielt blev ny koncerndirektør med ansvar for de fire kæder Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og Fakta.
Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Industri er kun hver syvende adm. direktør i dag en kvinde i de danske virksomheder, mens hver femte i direktionen er kvinde, hvilket igen smitter af på kønsfordelingen i virksomhedernes bestyrelser.
For at hæve antallet af kvinder i toppen af danske erhvervsliv anbefaler Dansk Industri derfor, at virksomhederne blandt andet fastsætter nogle målsætninger for at styrke fødekæden til topledelsen, og at de sikrer, at der altid er mindst to kvinder på emnelisten til lederstillinger.
Jobbene skal gøres mere attraktive for kvinder
I Coop har man allerede fokus på initiativer, der skal bringe flere kvinder i spil i de øverste beslutningsgrundlag.
F.eks. ønsker koncernen at sikre, at der altid er kvalificerede kandidater af begge køn med i den afsluttende proces, når der skal skiftes ud i direktionen eller bestyrelsen hos Coop Danmark.
- Man skal altid ansætte den bedst egnede kandidat, uanset køn. Dagligvarebranchen er i høj grad mandsdomineret, når vi kommer op på de øverste ledelseslag. Og her tror jeg, at vi som branche, herunder også Coop, har en opgave med at få set på, hvordan vi kan gøre vores ledelsesjob endnu mere attraktive for både mænd og kvinder. For der må åbenbart være noget i vores måde at udvikle og tilbyde lederjob på, som gør, at kvinder fravælger topjobbene, sagde Coop-topchef Peter Høgsted for nyligt til Dansk Handelsblad.
Coop Danmark er den eneste af de seks største aktører på det danske dagligvaremarked, der i dag har en kvinde i direktionen.