Coop-formand vil have brugsforeninger med i ejendomsselskab

Coop 3. jun 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Coop
  • De store selvstændige brugsforeninger er velpolstrede. Formand for Coop Lasse Bolander lægger op til et samarbejde om etablering af nye butikker

Det er ikke nogen hemmelighed, at Coop har mistet markedsandele de seneste år. Ej heller at de selvstændige brugsforeninger har flere milliarder på kistebunden.

Nu lægger Coops formand Lasse Bolander op til et samarbejde, hvor de selvstændige foreningers midler kommer ud at arbejde til fælles bedste.

- Det kan være investeringer i nye butikker eller joint venture-selskaber, og måske kan der være tale om at danne et fælles ejendomsselskab, som investerer i ejendomme. Ejendomsselskabet skal ikke drive butikker men eje dem, og der er muligheder nok for at åbne nye butikker i eksempelvis rundkørsler og havneområder og andre steder, hvor folk flytter til. Men det kræver økonomiske muskler at gå ind i sådanne projekter. Hvis Coop og de selvstændige brugsforeninger går sammen, har vi musklerne til at realisere det.

Sådan lød det ifølge Butikslederen fra Lasse Bolander på generalforsamling i Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA).

I sin tale havde Bolander fokus på det gode samarbejde mellem de selvstændige butikker og Coop. Et samarbejde, der er genopbygget efter tidligere konflikter under nu afgåede topchef Peter Høgsted. De selvstændige brugsforeninger opstillede i forbindelse med formandsvalget i 2018 en modkandidat til Bolander, som de havde opfordret til at fyre Høgsted.

Anderledes fredeligt var der ved formandsvalget i år, hvor Bolander blev genvalgt uden modkandidater.

Opdateret 3. jun 2021