Coop drøfter nye aldersgrænser for bestyrelser
I 2008 afskaffede Coop med mindst muligt flertal 70-årsreglen, således at foreningens medlemmer nu kunne opstille til valg, efter de var fyldt 70 år. Siden har en del brugsforeninger dog valgt at holde fast i mønstervedtægten, der siger, at man ikke kan vælges til tillidshverv i Coop, når man har passeret 70 år.
I de senere år har bestyrelsesalderen, ligesom medlemsalderen, været stigende i Coop.
I dag har 170 bestyrelsesmedlemmer eller suppleanter i brugsforeningerne passeret 70 år. Derfor ønsker Coop ambas bestyrelse, at brugsforeningens bagland skal tage stilling til, om det er tid til at genindføre 70-årsreglen for bestyrelsesmedlemmer.
”Vi ønsker ens aldersregler i hele brugsbevægelsen. Samtidig ønsker vi også at lade medlemmerne drøfte det principielle i, at bestyrelsesmedlemmer kan forsætte til de er over 70 år, mens brugsuddelerne typisk går på pension, når de er 65 år, fortæller Coop-formand Lasse Bolander om baggrunden for aldersdebatten.
Som alle andre foreninger ønsker Coop at afspejle samfundet og få aktiveret flere kvinder og nydanskere i bestyrelsesarbejdet. Selv om Coop tilbyder indflydelse og kvalificeret uddannelse, erkender Coop-formanden dog også, at bevægelsen aldrig kommer til at være et fuldstændig spejlbillede af samfundet.
”Coop er ikke en organisation, der appellerer til unge under 30 år, men vi ser hele tiden på, om der nogle ting, vi kan gøre bedre for at tiltrække flere yngre kræfter, end vi gør i dag”.
Ifølge Lasse Bolander kan man altid argumentere for og imod en ny aldersregel, og det er lige netop også derfor, spørgsmålet er til høring hos medlemmerne den kommende tid.
”Det er mit klare indtryk, at det er et vigtigt emne ude i distrikterne. Nu har emnet også luret et stykke tid, så efter høringen vil bestyrelsen igen kigge på spørgsmålet om en ny aldersgrænse og overveje, om det er et spørgsmål, der skal videre på landsrådsmødet i november”, fortæller Lasse Bolander om den videre proces.
Af Søren Tougaard
Illustration: Ulrik Samsøe Figen