Coop bider fra sig i kampen om markedets førertrøje
Kampen om positionen som landets største dagligvarekoncern er endnu ikke klart afgjort til fordel for Dansk Supermarked.
Selv om Coop Danmark har lukket et pænt tocifret antal butikker i år, og flere lukninger er på vej i juni, har det endnu ikke nået at afspejle sig i nyere markedstal fra analysevirksomheden Nielsen, som Dansk Handelsblad har set.
I en periode frem til og med uge 16 i år ligger de to rivaler næsten side om side med markedsandele over 35 pct., men med Coop et par mulehår foran.
Det gælder både for de seneste uger i den pågældende periode og for de seneste 12 måneder - et såkaldt rullende år.
- Det passer nok, hvis du siger det. Men det vil ændre sig. Med ca. 100 åbninger fra Dansk Supermarked og 100 lukninger fra Coop, vil Dansk Supermarked blive større end Coop, siger Coop Danmarks adm. direktør Peter Høgsted til Dansk Handelsblad.
Kun 1073 Coop-butikker
Siden samme tidspunkt i 2017 har Coop mistet næsten det samme i markedsandel, som Dansk Supermarked - snart Salling Group - har vundet.
En stor del af tilbagegangen kan tilskrives butikslukninger. Når de seneste 16 brugs-lukninger er ført ud i livet inden 1. juli, vil der i alt være 1073 butikker tilbage i Coops kæder.
Det er kun få år siden, at antallet var over 1200, men især den underskudsramte Fakta-kæde har lukket mange butikker i bestræbelserne på at nå tilbage i overskud.
Kampen om markedstronen bølger imidlertid lidt frem og tilbage i år.
Tidligere på året har Dansk Supermarked i perioder ligget klart foran Coop, men i sommerhalvåret klarer rivalen sig traditionelt bedst med mange butikker i ferielandet.
Salling en del større i år
Modsat Coop fortsætter Dansk Supermarked med at udvide butiksnettet, og ikke mindst overtagelsen af 81 tidligere Kiwi-butikker fra Dagrofa for snart et år siden har bidraget til vækst i discountkæden Netto.
Adm. direktør i Salling Group, som Dansk Supermarked hedder fra 1. juni, Per Bank, har da også taget markedsleder-titlen til sig.
- Vi er størst. År til dato i år (den forløbne del af 2018, red.) en del større. De seneste 12 måneder var vi på præcis samme niveau for to uger siden. Så der er vi størst nu, sagde Per Bank til Dansk Handelsblad i forbindelse med præsentationen af detailgigantens nye navn, Salling Group.
- Jeg ved godt, at Per Bank og Bruno Christensen har svært ved at vente - og der går nok ikke så lang tid, medgiver Coops Peter Høgsted.