Byen får et fælles rum i nyt Coop-koncept

Coop 26. feb 2015 -
This describes the image

Når Dagli'Brugs nummer to i kædens nye koncept åbner søndag 1. marts i Brylle nær Odense, bliver det med et helt nyt element i form af en "dagli'stue" til mere eller mindre fri afbenyttelse for byens 1200 indbyggere.

– Vi dedikerer et rum til byens borgere, som vi kalder for dagli'stuen. Rummet kan have flere funktioner, men i Brylle bliver det mest et sted, hvor man kan mødes. Det kan være mødregruppen, Ældre Sagen eller andre, der låner det af vores butik. Og når rummet ikke er optaget af møder, kan almindelige kunder sætte sig ind og f.eks. læse en avis, siger kædedirektør i Dagli'Brugsen, Jesper K. Andersen.

I den spritnye butik på godt 500 kvm. i Brylle bliver dagli'stuen på 12 kvm.

Men som et element i kædens nye koncept kan rummet sagtens blive større i butikker, hvor der eksempelvis også bliver indrettet et køkken.

– Dagli'stuen vil få forskellige afskygninger - alt efter, hvad vi sammen med kunderne vurderer, der er behov for i den enkelte by, siger Jesper Andersen.

Det er især de mindste samfund, som vil få dagli'stuer i den lokale butik - den del af konceptet vil ifølge kædedirektøren næppe få samme udbredelse i større byer.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Foto: Helle-Karin Helstrand

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?