Bæredygtige fødevarer hjælpes på vej til supermarkedet
10 nye sunde og bæredygtige fødevarer kommer nu et skridt nærmere forbrugerne.
Det sker via et crowdfundingforløb i et samarbejde mellem Coop Crowdfunding, Agro Business Park, Future Food Innovation og CPH-Food, kaldet Coop Inkubator.
De 10 virksomheder får vejledning fra eksperter, markedstest af deres produkt og feedback på deres koncept fra potentielle kunder. Og så er spørgsmålet, om de nye produkter vinder forbrugernes hjerte, penge og en plads i Irma og på Coop.dk/Mad.
- Vores erfaring fra tidligere forløb er, at virksomhederne bliver klædt rigtig godt på. De bliver meget skarpe på deres produkt og forretning – hvad de kan tilbyde, og hvordan de er relevante i forhold til konkurrenterne. Derudover hvordan de skal markedsføre sig via billeder og video, fortæller Nicolai Jæpelt, ansvarlig for Coop Crowdfunding.
Et af hovedkriterierne for at blive udvalgt er, at virksomhedernes produkter falder ind under kategorierne ’sund’ eller ’bæredygtig’.
Forløbet skydes i gang 1. oktober 2019, når de 10 udvalgte virksomheder mødes til workshops med eksperter i crowdfunding.
De udvalgte er:
- Contempehrary, der laver det nordiske svar på tempeh, baseret på lokaldyrkede råvarer
• Just Plants, der laver plantebaserede færdigretter
• Clutch Cognition, der udvikler sund performance drik til fx e-sport
• Circular Food Technology, som anvender økologisk mask til specialmel og granola
• Møllerup Brands, der udvikler nye fødevarer med hamp
• OptiMom, som udvikler sunde brødprodukter til børn
• Merry Berry, der laver sunde snacks af overskudsfrugt
• Pods of beans, som udvikler veganske, gluten- og laktosefri kakaoprodukter
• AM Breweries, som laver en drik baseret på kaffeblade
• Toft Care, som laver proteinberigede mellemmåltider