Analyse: Genvalgt Coop-formand får ingen ro

Coop 16. apr 2018 -
This describes the image
Lasse Bolander fortsætter som Coop-formand de kommende tre år. Foto.: Ulrik Samsøe Figen

Der bliver næppe tid til den helt store fejring af en klar valgsejr for Coops mangeårige formand, Lasse Bolander.

Godt nok foretrak medlemmerne af Coops øverste myndighed, landsrådet, ham frem for de øvrige tre kandidater, da der skulle vælges formand lørdag eftermiddag på kursuscenteret Severin ved Middelfart.

Men reelt var modstandernes alternativer for svage - med for lidt tyngde.

Efter et overstået valg 14. april ligger der imidlertid en ny vigtig dato for Bolander og en samlet Coop-familie ikke så langt ude i fremtiden: 30. juni.

Det er nemlig den skæringsdato, hvor de over 300 selvstændige brugsforeninger senest skal have meddelt Coop, hvis de trækker sig ud af den fælles franchiseaftale for at kunne fortsætte med en anden grossist end Coop fra 1. januar 2019.

Det var det den store brugsforening i sydsjællandske Fensmark gjorde sidste år, og nu er brugsen i Fensmark stedet en del af Dagrofas Meny-kæde.

Efter genvalget af Bolander er der en reel risiko for, at andre af de særdeles Bolander-kritiske brugsforeninger vælger at gå samme vej. Splittelsen i Coop-familien er så stor, at der er en risiko for at den går mere eller mindre i opløsning i den form, vi kender den nu.

Der er imidlertid en særdeles krævende opgave for en butik at udskifte varer, facadeskilte og andet inventar, så alene den praktiske hurdle indebærer, at man helst vil være fri. Og dertil kommer både brandingmæssige og følelsesmæssige aspekter af et eventuelt skifte.

Alligevel har Lasse Bolander og resten af Coop-toppen nu en bunden opgave i at få klinket så mange skår som muligt så hurtigt som muligt. Coop har al mulig brug for at bruge kræfterne på at positionere sig i forhold til konkurrenterne - frem for på intern splid.

En spareplan alene klarer næppe opgaven, for selv om brugforeningerne har været for kritiske over for omkostningsniveauet på hovedkontoret, skal der også bygges noget tillid op.

Der er næppe meget tilbage i dag efter en valgkamp, hvor selv Coops konkurrenter må have fået lidt ondt af modstanderen på markedet med al det beskidte vasketøj, der blev stillet til skue.

Der skal helt klart også større frihedsgrader til ledelserne i de enkelte butikker, hvor der har været udbredt frustration over for høj grad af central styring, der efterlod et for lille manøvrerum for butikkerne selv.

Og så er der spørgsmålet om, hvorvidt Coops adm. direktør Peter Høgsted og hans person står i vejen for at få genoprettet et tåleligt forhold mellem parterne. Oprørerne mod Coops top gik først efter at få fyret Høgsted, men da de ikke fik den udstrakte indrømmelse fra formand Lasse Bolander, blev han det logiske næste mål.

I en periode hvor Coops markedsandele skrumper, er der mange i bevægelsen, der frygter, at mange års førerposition i markedet risikerer at blive tabt for tid og evighed, hvis ikke der sker noget radikalt her og nu.

 

 

Opdateret 10. nov 2020