Større og rummeligere, men også dyrere
SUV'erne (det står for Sport Utility Vehicle) for alvor indtaget bilmarkedet. Både når det gælder til erhverv og privat forbrug elsker danskerne de store bamser - og det er en forkærlighed, som i lige høj grad gælder kvinder og mænd.
SUV’en minder
[gallery ids="eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE4XC8wMVwvYmlsdGVzdC10YWJlbC5qcGciLCJ0aXRsZSI6ImJpbHRlc3QgdGFiZWwiLCJjYXB0aW9uIjoiVlcgVGlndWFuIEFsbHNwYWNlLiIsImFsdCI6IiIsImRlc2NyaXB0aW9uIjoiIn0="]
om en stationcar, men har typisk et større karosseri, kombineret med en noget kraftigere trækkraft. SUV er desuden en høj bil. Det betyder, at man sidder noget højere end i andre bilmodeller, så man kommer til at sidde højt i trafikken. Desuden får man den komfort, at det er nemt at stige ind og ud af bilen.
SUV står også stærkt, fordi bilen er oplagt som varebil, hvor man enten kører den med gule plader eller de såkaldte papegøjeplader, så den både kan anvendes til erhvervsmæssig og privat brug.
Alle bilfabrikkerne melder sig ind i kampen om SUV-køberne. Således også Volkswagen, der for en del år siden lancerede Tiguan som en solid og fint designet SUV. Nu går VW skridtet videre med en ny og større model af Tiguan, der går under navnet Tiguan Allspace.
Den forlængede Tiguan Allspace vil være op imod konkurrenter som Nissan X-Trail, Peugeot 5008 og Skoda Kodiaq.
I forhold til Tiguan-modellen er Allspace 215 mm længere, og den ekstra plads er udnyttet til flere sæder.
Sæder eller varerum
I Danmark fås bilen kun med syv siddepladser, mens den i Tyskland også fås med fem sæder. De syv siddepladser er dog ikke beregnet til syv voksne, men fem voksne kan godt sidde i bilen, så de to bageste sæder er beregnet til børn. Man kan i stedet vælge at slå de bageste sæder ned og få et fint, rummeligt bagagerum i stedet.
Bagagerummet er vokset med 115 liter og rummer fra 730 til 1770 liter alt efter, hvor mange af bagsæderne er i brug.
Modelprogrammet byder på god bredde med tre diesel og tre benzinmotorer, to gearkasser og tre udstyrsniveauer.
Vi testede bilen med en to-liters dieselmotor, der yder 150 HK. Det gør den ikke til en racerbil, men bilister med fart i blodet vil normalt også vælge en anden biltype. Motoren har rigelig med styrke til at begå sig nemt og bekvemt i byens trafik og kan også uden større besvær trække fra, når forholdene indbyder til det.
Det er en manøvredygtig bil med en lille venderadius, og den har et godt vejgreb, hvor bilen kvikt følger førerens mindste bevægelser. Automatgear kan byde på noget forskellige oplevelser, ikke alle er lige godt trimmet, men Volkswagen har virkelig godt styr på overgangene i bilens DSG-dobbeltkoblingsgear.
Overblik
4Motion firehjulstræk er standard på alle motorvarianter undtagen 150 HK-motorerne, hvor den fås både med forhjulstræk og 4Motion. Det gør ikke bilen til en klassisk firehjulstrækker med alle de køreegenskaber i uvejsomt terræn, som de har. En del købere vil alligevel være interesseret i firehjulstrækket i Allspace, som vil være nyttigt især hen over vinterperioden med sne og is.
Testbilen havde en masse ekstra udstyr såsom panoramatag, multifunktionslæderrat, bakkamera inkl. parkeringsassistent og LED-forlygter. Udstyret øger fornøjelsen ved at køre bilen, men det skal naturligvis lægges på regningen på en i forvejen forholdsvis dyr bil. Prisen begynder med omkring 414.000 kr., mens prisen for testbilen nåede helt op på ca. 528.000 kr.
På gule plader fås bilen fra ca. 310.000 kr. inkl. moms.
VW Tiguan Allspace byder på de klassiske dyder fra den tyske bilfabrik og scorer højt på kvaliteten, komforten og køreegenskaberne. I forhold til konkurrenterne vil mange dog nok overveje den høje pris en ekstra gang.