Salget af de grønne madløsninger vokser

Bæredygtighed 17. feb 2023 -
This describes the image
  • Salget af plantebaserede køderstatninger er næsten firdoblet siden 2018, viser en ny undersøgelse

Skrevet af: Henrik Denman

Forbrugernes interesse for at spise grønne madløsninger og udelade kød i middagsretterne vokser hastigt, og der er i dag et stort marked for madløsninger med flere planter.

En undersøgelse, foretaget for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, viser, at salget af plantebaserede køderstatninger fra 2018 næsten er firdoblet.

- Der er et stort marked for madløsninger med flere planter. Flere er blevet bevidste i forhold til den mad, de spiser, og hvordan den er produceret, siger Lærke Kirstine Lund, der er sektorchef for planter og planterige fødevarer i Landbrug & Fødevarer.

GFK har gennemført den nye undersøgelse for Landbrug & Fødevarer, som viser, at de kødfrie færdigretter og plantebaserede køderstatninger har vundet indpas hos danskerne, og at salget kun går én vej - det er opad.

- Her er der også en positiv indstilling til at købe flere danske råvarer, der samtidig ikke belaster klimaet mere end højst nødvendigt. Vi ser også, at der de seneste år er sket en stor produktudvikling inden for lige præcis de kategorier. Det betyder mange flere valgmuligheder, så flere forbrugere kan få fødevarer, der appellerer lige netop til dem, siger Lærke Kirstine Lund.

Voksende marked

Markedet for grønne måltider strækker sig fra kødfrie færdigretter og plantebaserede køderstatninger til bønner, linser og ærter, som forbrugerne også viser voksende interesse for.

Adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Merete Juhl, siger, at landbruget i dag indretter sig på den voksende efterspørgsel efter grøn mad.

- Mere planteproduktion er også et led i Landbrugsaftalen fra 2021, og derfor tror jeg meget på, at den her udvikling er med til at øge Danmarks styrkeposition som et alsidigt landbrug, der kan levere topprodukter inden for alle produktkategorier.

Opdateret 17. feb 2023