Rekord: Friland runder milliarden

Bæredygtighed 1. dec 2022 -
This describes the image
Foto: Friland
  • Trods modvind i sidste halvdel af regnskabsåret runder Danish Crowns datterselskab for første gang milepælen på en milliard. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Økologi og god dyrevelfærd er stadig i vækst hos Danish Crowns datterselskab Friland. '

Selskabet kan for regnskabsåret 2021/22 præsentere en rekordomsætning på 1,06 mia. kr., hvilket er seks pct. højere end året før. Det er første gang, at virksomheden runder en mia. kr. i omsætning.

Det sker på trods af, at inflation og faldende forbrug de seneste seks måneder har sat sine tydelige spor i forbrugernes indkøbsmønstre. Et lavere rådighedsbeløb har fået en del forbrugere til at købe mindre økologi.

Derfor kan regnskabet ifølge CEO i Friland, Claus Hein, næsten deles op i to.

- Især de seneste seks måneder har vi navigeret i et ekstremt udfordrende marked, fordi inflationen og faldende rådighedsbeløb har ændret forbrugsmønstrene. Til gengæld var første del af året bedre på tværs af flere markeder, så året har virkelig været en rutsjebanetur, siger Claus Hein.

Forbrugere trader ned

Fremgangen i Friland findes særligt i økologien, hvor omsætningen på både økologisk grise- og oksekød er vokset. Salget af økologisk oksekød er vokset med 17 pct., mens fremgangen på de økologiske grise er fem pct.

De seneste seks måneder har dog vist, at forbrugerne enten køber billigere økologiske udskæringer eller mindre af de økologiske varer generelt, men det får ikke Friland til at skrue ned for ambitionerne.

- Vi er ikke i tvivl om, at efterspørgslen på økologi og dyrevelfærd igen vil stige, men det er umuligt at spå om, hvornår det sker. Vi arbejder benhårdt på at udvikle både vores eksisterende og nye markeder. Det er ingen nem opgave, men vi kører på og er klar til at gribe de muligheder, der opstår i markedet, siger Claus Hein. 

Opdateret 1. dec 2022