Ny vindmøllepark sikrer Arla grøn strøm

Bæredygtighed 15. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Arla
  • Arla og Eurowind Energy har netop indgået en 10-årig strømaftale, der sikrer, at Arla når i mål med sin ambition om grøn strøm

I januar fremlagde Arla sin målsætning om at bruge 100 pct. grøn strøm i Danmark til mejerier og produktion inden udgangen af 2025.

Nu fortæller Arla i en pressemeddelelse, at mejerigiganten har indgået en 10-årig strømsalgsaftale med Eurowind Energy, der sikrer, at Arla er sikker på at nå målsætningen.

Strømmen kommer fra en støttefri vindmøllepark i Jammerbugt Kommune, der skal levere 137 GW/h strøm, svarende til 34.000 danske husstandes årlige elforbrug.

Med denne strømsalgsaftale, der træder i kraft senest 1.januar 2025, forpligter Arla sig nemlig til at aftage strømmen fra vindmølleparken ved Nørre Økse Sø nær Brovst i Jammerbugt Kommune, som skal bestå af 11 nyopførte vindmøller.

- Det her er en milepæl for Arla. Vi arbejder hver dag benhårdt for at nå vores bæredygtighedsmål – både i produktionen og ude blandt vores ejere. Og jeg er stolt over, at der allerede nu er klarhed om vejen til at levere på denne del af ambitionen, siger Hanne Søndergaard, bæredygtighedsdirektør i Arla Foods.

Den nye aftale om vindmølleparken Nørre Økse Sø er blot et af mange initiativer, der sikrer, at energiforbruget på Arlas mejerier og produktion dækkes af grøn strøm. Udover de 137 GW/h strøm, som vindmølleparken forventes at levere til elnettet, sikrer andelsselskabet desuden, at der leveres vedvarende energi fra solceller, biogasmotorer samt køb af grøn strøm produceret fra en række Arla-gårde i Danmark.

Opdateret 15. sep 2022