Ny kampagne kobler verdensmål sammen med Fairtrade-mærket

Bæredygtighed 1. okt 2021 -
This describes the image
Fairtrade-mærkede produkter i Danmark dækker alt fra bananer, kaffe, te, chokolade, vin, sukker og nødder til roser, bomuld, guld og skønhedsprodukter. Foto: Fairtrade
  • Fairtrade-mærket vil hjælpe forbrugerne til at gøre en forskel i hverdagen og få bæredygtige forbrugsvaner til at fylde endnu mere

Fairtrade-mærket vil i samarbejde med sine licenshavere inspirere danskerne til at handle i butikkerne, så verdensmålene i højere grad bliver en del af hverdagens forbrug. Kampagnen kører til og med den første uge i november.

Mere end 2.000 Fairtrade-mærkede produkter i Danmark dækker alt fra bananer, kaffe, te, chokolade, vin, sukker og nødder til roser, bomuld, guld og skønhedsprodukter.

Fairtrade-mærkede varer står for et salg på over én milliard kroner årligt i Danmark, og tallet er stigende ifølge Fairtrade Danmark.

- Vi ønsker med kampagnen at sætte fokus på Fairtrade-mærket som løftestang til at indfri FN’s verdensmål og gøre dem til en større del af danskernes hverdag, siger Helle Schmidt, marketing manager i Fairtrade-mærket. 

Det er også kampagnens formål at øge danskernes kendskab til Fairtrade som certificeringsordning og skabe opmærksomhed om Fairtrade-mærkets arbejde med at understøtte og indfri verdensmålene. 

- Vores oplevelse er, at mange forbrugere har svært ved at danne sig et overblik over, hvordan de reelt kan være med til at gøre en forskel, når de står med indkøbskurven i hånden. Derfor har det været vigtigt for os at få vores kunder og licenshavere med i kampagnen, siger Helle Schmidt. 

Fairtrade er en international mærkningsordning, der arbejder for bedre arbejdsvilkår og fair råvarepriser til bønder og arbejdere i Afrika, Asien og Latinamerika. Uddannelse i bæredygtigt landbrug, omlægning til økologi og beskyttelse af den lokale biodiversitet er også en central del af Fairtrades arbejde.

Opdateret 1. okt 2021