Den svenske forbrugerombudsmand trækker mejerigigant for retten 

Bæredygtighed 16. nov 2021 -
This describes the image
Globale prisfald på råvarer hen over sommeren er endnu ikke slået igennem i en dansk fødevareindustri domineret af kød- og mejerivirksomheder.   Foto: Arla Foods
  • Arla bliver anklaget for greenwashing af økologiske produkter i Sverige. Plantebranche efterlyser mere klare spilleregler for at undgå postulerende anprisninger

Den svenske forbrugerombudsmand trækker Arla i retten, da myndigheden mener, at Arla greenwasher en række øko-produkter ved at anprise dem som klimavenlige med teksten "netto-nul klimaaftryk". Ifølge Forbrugerombudsmanden kan Arla ikke bevise, at postulatet er korrekt.

Det skriver Økologisk Nu, som udgives af Økologisk Landsforening.

Den svenske forbrugerombudsmand har udsendt en pressemeddelelse, hvor det fremgår, "at hævde, at mælken har et netto nul klimaaftryk, giver forbrugerne et forkert billede af produktets påvirkning. Arla har ikke kunnet bevise, at udsagnet er sandt”.

Derfor bliver sagen bragt for retten.

Ida Nyström, som er procesrådgiver hos Forbrugerombudsmanden, siger, at det ofte er svært for almindelige forbrugere at forstå, hvor godt et produkt er, eller i så fald hvor mindre skadeligt det er for klimaet. 

Den svenske forbrugerombudsmand mener ikke, at det lykkes Arla at vise, at mælkeproduktionen ikke har indflydelse på klimaet.

Arla mener at have en god sag

Arla afviser, at der er tale om greenwashing, men at det derimod er nødvendige tiltag, som dels giver en merværdi ved at vælge økologi, dels hjælper koncernen med at nedbringe sit klimaaftryk, skriver Økologi Nu.

Mejeriselskabet har udsendt en pressemeddelelse om, at erhvervslivet har et stort ansvar for at være med og presse på for, at Sverige når opstillede langsigtede klimamål.

Netto-nul henviser til, at der kompenseres for udledningen i produktionen, hvilket kan ske i projekter, der optager en mængde drivhusgasser, der svarer til udledningen, eller ved køb af klimakreditter.

Det bliver nu op til Patent- og Markedsretten at afgøre, om Arla i sin annoncering er tilstrækkelig klar over, hvilke tiltag virksomheden har truffet, og om tiltagene lever op til det, som koncernen lover.

Plantebranchen går ind i sagen

Sagen får Plantebranchen i Danmark til at efterlyse klare regler for at undgå greenwashing af fødevarer.

Samme kampagne fra Arla fik det blå stempel af Fødevarestyrelsen i Danmark. 

- Det bør være forbudt at markedsføre fødevarer som klimavenlige ved at købe aflad i form af klimakreditter på den anden side af jordkloden. Vi ved fra forbrugerne, at de hverken kan gennemskue klimakreditter eller har tillid til dem. Derfor bliver forbrugerne let ført bag lyset. Anprisning af klimakreditter står i skærende kontrast til Danmarks ambitioner om en ægte grøn omstilling af vores madvaner, siger Frederik Madsen, som er sekretariatschef i Plantebranchen.

Plantebranchen er Europas største brancheorganisation for primært producenter af plantebaserede fødevarer.

Tænk kræver gentænkning af klimaanprisning

Forbrugerrådet Tænk finder den svenske afgørelse interessant.

- Vi finder den nye udmelding fra Forbrugerombudsmanden i Sverige interessant, fordi den jo går stik mod afgørelsen i Danmark på den tilsvarende kampagne fra samme producent. Den viser, at landene fortolker de europæiske regler forskelligt og peger således på, at der er brug for mere klare regler på området, siger Stine Vuholm, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk.

Regler som hindrer greenwashing vil ifølge Forbrugerrådet Tænk være til stor fordel for forbrugerne, men også virksomhederne har et ønske om klare retningslinjer for, hvordan de kan kommunikere deres grønne tiltag på ordentlig vis. 

- Fødevareministeriet satte i foråret et arbejde i gang herhjemme med at udarbejde et fælles kodeks for klar klimatale. Det arbejde gik desværre i stå. De modstridende nationale udmeldinger er et godt eksempel på, at der i høj grad er brug for at sætte gang i arbejdet igen, tilføjer Stine Vuholm.

Markedsføringen er godkendt af Fødevarestyrelsen i august, men Forbrugerrådet Tænk og miljøorganisationen NOAH vil have afgørelsen omstødt i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det var Margarineforeningen, der i første omgang klagede til Fødevarestyrelsen over Arlas markedsføring. 

Opdateret 16. nov 2021