Arlas økomælk opnår tre hjerter for dyrevelfærd

Bæredygtighed 14. jun 2021 -
This describes the image
Foto: Arla
  • Ekstra plads til køerne betyder, at Arlas økomælk nu bærer Fødevarestyrelsens højeste anmærkning for dyrevelfærd .

Danmarks største mejerikoncern, Arla Foods, kan fremover smykke koncernens Arla ØKO-serie med tre hjerter frem for - som i dag - to.

Krav for at opnå hjertemærket

  • Et hjerte: Mejeriprodukterne stammer fra besætninger, hvor kalvene har fået en længere mælkefodringsperiode og har haft bedre staldforhold end konventionelle kalve. Bindestalde er desuden ikke tilladt, da køerne skal kunne bevæge sig frit.
  • To hjerter: Her er krav om 6 kvm plads pr ko i relation til totalområdet som køerne opholder sig i stalden mellem malkningerne, kalvenes mælkefodringsperiode har været længere, og køerne er på græs om sommeren.
  • Tre hjerter: Alle hundyr over 6 måneder skal have adgang til græs i sommerperioden, der skal være minimum 24 timers samvær mellem kalv og ko inden adskillelse, og pladskravet er yderligere skærpet til minimum 8 kvm pr ko for store racer og 6,6 kvm for små racer.

Kilde: Arla/Fødevarestyrelsen

Ændringen betyder, at en række af Arlas danske økologiske landmænd nu lever op til det højeste niveau af dyrevelfærd i Fødevarestyrelsens mærkningsordning, Hjertemærket, lyder det i en pressemeddelelse fra Arla. Dermed vil de godt 60 mio. kilo frisk Arla Øko-mælk, som danskerne årligt køber, fra uge 24 være udsmykket med Fødevarestyrelsens tre hjerter.

- Vi er glade for, at vi nu kan levere frisk mælk, der lever op til kravene for tre hjerter i Hjertemærket. Det er først og fremmest rigtig godt for køerne. Og så giver de nye produkter danskerne mulighed for at vælge mejeriprodukter i supermarkedet, som lever op de højeste kvalitetskrav for dyrevelfærd. Det ved vi, er vigtigt for mange danskere, siger Anne Kjeldsen, kategoridirektør for mælk hos Arla.

Ifølge Arla indebærer opnormeringen fra to til tre hjerter blandt andet øget pladskrav i staldene fra 6 kvm pr. ko til henholdsvis 6,6 kvadratmeter for små racer og 8 kvadratmeter pr. ko for store racer.

"Heraf kan 2 kvadratmeter udgøres af udeareal, der er til rådighed til motion. Derudover lever de økologiske landmænd, som leverer mælk med tre hjerter, allerede op til kravene om fx fri bevægelighed for køerne, at køerne kommer på græs i sommerhalvåret samt god hygiejne i staldene. Dette er nemlig også blandt kravene for 2 hjerter i hjertemærkningsordningen," lyder det i pressemeddelelsen, hvor Arla også noterer, at Arla ØKO yoghurt og skyr vil overgå til tre hjerter i løbet af året, mens det er planen, at alle Arlas økologiske produkter produceret i Danmark fra august 2025 leve op til de tre hjerter.

 

Opdateret 14. jun 2021