Villaer kan blive en stopklods for ny Aldi i Ribe
-
Forvaltningen i Esbjerg Kommune indstiller til nye krav til tyskejet discountkæde om at købe naboejendomme
Planerne om en ny Aldi på Høgevænget i Ribe ser ud til at blive stoppet eller ændret efter en idéhøring.
Forvaltningen har i sin indstilling til det politiske udvalg lagt op til en hårdere linje over for Aldi, hvis den nye butik overhovedet skal blive til noget, skriver JydskeVestkysten.
Udvalget for Plan & Byudvikling skal træffe en beslutning den 23. juni.
Budskabet fra forvaltningen er, at Aldi enten trækker sin ansøgning eller opkøber de sidste to resterende ejendomme på Høgevænget. Samtidig skal trafikforholdene revurderes i planprocessen.
Sagen om en ny Aldi-butik midt i et ældre boligkvarter har givet flere protester fra lokalområdet, da planerne kom til offentlighedens kendskab.
Ifølge avisen viser oplysningerne til udvalget også, at Aldi ikke har planer om at opkøbe de to sidste ejendomme, fordi det vil fordyre projektet yderligere og forringe økonomien.