Aldis underskud når nye højder

Aldi 27. maj 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det koster penge at forsøge at gøre en underskudsforretning, der har tabt mere end 1,9 mia. kr. de sidste ni år, til en overskudsforretning. Det må man i den grad sande i Aldi Danmark, der i 2018 kom ud med et rekordhøjt underskud på 381 mio. kr. mod et underskud på 326 mio. kr. i 2017.

Underskuddet svarer i snit til, at hver af Aldis ca. 185 butikker gav et underskud på mere end 2 mio. kr. sidste år.

Aldi afsluttede i starten af 2019 en omfattende revitalisering af kædens butikker. Samtidig har Aldi foretaget større investeringer på hovedkontoret og i efteruddannelse af personale.

Aldi Danmarks adm. direktør Finn Tang erkender, at underskuddet er større end forventet, men at det ikke kommer som den store overraskelse.

- Resultatet er ikke tilfredsstillende, men det er en lang og omfattende rejse, som vi er i gang med, så det kommer ikke som en overraskelse. En forandringsproces i den størrelse koster penge, og vi forventer heller ikke, at transformationen vender udviklingen lige foreløbigt. Men vores tiltro til den omstilling, vi er i gang med på den lange bane, er stor, siger Finn Tang i en pressemeddelelse.

Stor tiltro til strategien

Aldis toplinje faldt med ca. 160 mio. kr. til 3,67 mia. kr., men trods tilbagegangen er der stor tiltro til, at discountkæden kan vende udviklingen. Aldi Danmark har allerede investeret et større trecifret millionbeløb i transformationen, og kæden er nu gået i gang med at investere i nye butikker.

Så sent som i denne måned har de tyske ejere Aldi Nord overført 300 mio. kr. i ny kapital til samme formål, og på et år løber kapitaltilførslen op i 700 mio. kr.

Siden 2013 har Aldi Nord investeret hele 3 mia. kr. i det danske datterselskab, der har kæmpet med konstante underskud siden 2010, og den rige moderkoncern står klar med endnu flere midler de kommende år.

- Der er en hård konkurrence på det danske marked, hvor mange kæder kæmper om de samme kunder. Men vi er rustet til den kamp, og vi er allerede begyndt at søge efter ejendomme til nye butikker. Vi står med en stærk strategi, der i løbet af de kommende år leverer et langt bedre kvalitetsvaresortiment. Jeg er sikker på, at vi over de næste år vil opleve en kundetilstrømning, siger Finn Tang.

Aldi Danmark har i mange år kæmpet med et dårligt image blandt danskerne, der igen og igen har placeret kæden sidst af samtlige dagligvarekæder i diverse imagemålinger.

Netop derfor har Aldi søsat kædens første landsdækkende tv-kampagne, der skal styrke discountkædens image og danskernes kendskab til Aldis nye koncept med fokus på flere friske varer.

Aldi Danmark tæller ca. 2600 medarbejdere, mens moderselskabet Aldi Nord er Europas tredjestørste dagligvarekoncern med mere end 5000 butikker i ni lande.

Opdateret 10. nov 2020