Aldis navn hvirvlet ind i fupmails
Lige nu spammes 1000-vis af danskere med falske mails, der ved første øjekast ser ud til at være sendt fra dagligvarekæden Aldi, men som hurtigt viser sig at være det rene svindelnummer.
I mailen, der er sendt med "hilsner fra det bedste supermarked i Danmark", fremgår der hverken Aldi-logo eller adresse.
Er modtageren ikke umiddelbar mistænkelig, bør man blive det, når der lidt længere nede i teksten står flere stavefejl, og at man er en af tyve udvalgte kunder, der vil modtage "en særlig gave" i form af et gavekort på 1.000 kr.
Anledningen til gaven er, at Aldi, ifølge afsenderen Blossom Mcaninch, sidste år blev stemt til at være det bedste supermarked i Danmark. En oplysning, der heller ikke er korrekt.
For at få fingre i gavekortet forsøger bagmændene at få modtagerne til at oprette et brugernavn og adgangskode via et link, som formentlig medfører virus eller forsøger at franarre personernes kontooplysninger.
"Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er falske mails i omløb, som angiveligt skulle være fra Aldi. Vi har intet med disse mails at gøre. Vi kan kun opfordre til IKKE at videregive personlige oplysninger eller klikke på links. Slet i stedet mailen med det samme", lyder opfordringen på Aldis hjemmeside.
Til Dansk Handelsblad uddyber Aldis kommunikationsansvarlige vicedirektør problemets omfang med de falske mails.
- Vi bruger selvfølgelig en masse tid og ressourcer på at håndtere det, men det værste er naturligvis, hvis folk godtroende forventer en præmie, men i stedet bliver svindlet, og svindlerne tilmed misbruger vores gode navn, uden vi kan gøre ret meget andet, end at advare vores kunder, siger Thomas Hedegaard Bang, vicedirektør for CSR, kommunikation og marketing i Aldi Danmark.
Stigende problem
Han fortæller, at det er frustrerende, at man som ramt virksomhed, ikke kan gøre ret meget ved det.
- Vi oplever det som et stigende problem, siger Thomas Hedegaard Bang.
Og Aldi er ikke den eneste dagligvarevirksomhed herhjemme, der har oplevet, at falske mails er blevet sendt ud i virksomhedens navn.
Også hos Dansk Supermarked Group, der driver kæderne Føtex, Netto og Bilka, oplever man fupmails som et problem.
- Det er desværre noget, vi møder i forskellige former – og vi advarer således også løbende om det på eksempelvis Facebook. Vi oplever også, at mange kunder er gode til at gøre os opmærksom på eksempelvis fup- og svindelforsøg, fortæller Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked Group.