Aldi i Nakskov er kåret til Danmarks bedste i discountkæden
-
190 Aldi-butikker har dystet om at blive årets Aldi-butik. En gavecheck på 15.000 kr. er nu overrakt til medarbejderne i Nakskov
Aldi i Nakskov løber med titlen ”Årets Aldi-butik” og er dermed kåret som den bedste butik i 2021 i en dyst mellem den tyske discountkædes 190 butikker i Danmark.
Repræsentanter fra Aldis ledelse var taget til Nakskov for at hylde og overraske butikkens personale med rød løber, balloner, vandrepokal, diplom og en gavecheck på 15.000 kr.
Butikken på Løjtoftevej har ifølge Aldi bevist, at medarbejdernes sammenhold og fokus på, at kundeservice betaler sig.
Butikken er blevet vurderet ud fra en række kriterier som butiksstandard, omsætning, service og trivsel blandt medarbejderne. Kriterierne er sammensat, så de afspejler både kundeoplevelsen, og hvordan det er at arbejde i butikken.
- Jeg er simpelthen så stolt. Vi gør vores bedste hver dag for kunderne og for at vores butik skal være et godt sted at handle. Den her anerkendelse understreger bare, at vores indsats er det hele værd, siger Mathias Kruse Petersen, der er butikschef i Aldi Nakskov.
Aldi-butikken i Nakskov har udmærket sig før.
- Det er ikke mere end godt to måneder siden, at butikken blev udnævnt til månedens succes på grund af en ekstraordinær arbejdsindsats og en høj omsætning trods et ellers svært corona-år, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aldi Danmark.
Butikschef Mathias har en helt klar idé om, hvorfor Aldi Nakskov endnu engang løber med en ærefuld titel:
- Vi har et kæmpe fokus på både trivsel og udvikling hos alle medarbejdere her i butikken, og det betyder, at alle hver dag møder glade ind på arbejde. Vi smitter hinanden og ikke mindst kunderne med godt humør, så hver dag er en lille ’fest’ i butikken.”
Salgschef i Aldi Danmark Patrick Balle roser butikspersonalet i Nakskov:
- Butikkens helt store styrke er den sprudlende energi hos medarbejderteamet og ikke mindst deres fantastiske vindermentalitet. Butikschefen er en stærk leder. Han giver sine medarbejdere plads, så de kan blomstre.