Aldi går med i boomende britisk online-marked
Coronakrisen har i mange lande verden over speedet op for væksten e-handel med dagligvarer. Både i Sverige og herhjemme bliver der eksempelvis meldt om fordobling af e-supermarkedernes samlede salg i april.
I Storbritannien, hvor onlinesalget i forvejen udgør en væsentligt større andel af markedet end her i landet, spår analysevirksomheden GlobalData i en frisk prognose en vækst på godt 25 pct. i år til en samlet omsætning på 13,2 mia. pund - svarende til 110 mia. kr.
Det har nu fået den internationale discountgigant Aldi på banen med en eksperimentel online-løsning. Siden finanskrisen er de tyskbaserede discountere, Aldi og Lidl, begge vokset massivt i landet gennem traditionel ekspansion med mange nye murstens-butikker. Men nu er Aldi netop begyndt et samarbejde med den internationale udbringningstjeneste Deliveroo, hvor man lover udbringning på så kort tid som en halv time fra et begrænset sortiment på godt 150 af de mest gængse dagligvarer i en Aldi-butik i Nottingham.
Blandt kædens online-varer er brød, mælk og ferskvarer.
- Dette er en ny og spændende operation for Aldi, og vi vil konstant vurdere, hvordan vi bedst kan servicere vores kunder og fortsætte med at forsyne dem med de kvalitetsprodukter, de kender fra butikkerne, siger Giles Hurley, som er Aldi-topchef i Storbritannien og Irland.
Opsat på en bid af voksende kage
Hos analysevirksomheden GlobalData ser man Aldis nye online-model som et smart træk. - Med en forudsigelse om et forbrug på online-fødevarer og dagligvarer, der skyder i vejret med 25,5 pct. i år som et modsvar på Covid-19, er Aldi opsat på at få en bid af kagen og leder efter måder at komme hurtigt ind på markedet for e-handel med dagligvarer.
Partnerskabet vil tillade Aldi at måle omfanget af efterspørgslen efter hjemmelevering i en lille skala, og det vil også gøre det muligt at teste vare-plukning i butikkerne, så det bliver muligt at se, om konceptet kunne indpasses i en landsdækkende udrulning, siger Sofie Wilmott, som er analysechef hos GlobalData.
Aldi vil i juni tage erfaringerne fra den første butik med i en udvidelse af konceptet med yderligere syv butikker i samme region, og bliver det en succes, kan en øget udrulning i kæden begynde i slutningen af året.
Aldi har aktuelt en markedsandel på 8,2 pct. og 875 butikker i Storbritannien - og planer om at øge til 1200 butikker allerede i 2025.