Aldi åbner ny butik i Hirtshals
-
Discountbutikken holder åbningsfest den 20. maj med tale af borgmester Søren Smalbro
Med beliggenhed på Doggerbanke 1 har medarbejdere og kunder i den nye Aldi i Hirtshals udsigt over havnen og byens vartegn. Den nye discountbutik åbner den 20. maj med tale af borgmester Søren Smalbro fra Hjørring Kommune.
Discountbutikken er med sine 1.200 m2 endnu et led i en kæde af nye butikker og moderniseringer, som den tyskejede discountkæde gennemfører i sine 190 butikker.
- De nye rammer gør, at butikken kan præsentere et bredere sortiment af nonfood og spotvarer, siger distriktschef Martin Sandlykke, Aldi, forud for åbningen.
Butikschef Max Schlichter ser frem til at byde kunderne velkommen til den butik: - Siden vi startede med at opføre butikken, har vi oplevet en stor og positiv nysgerrighed fra vores naboer.
Grønt butikstag med tørv fra de lokale klitter
Butikken skiller sig ud fra de øvrige Aldi-butikker ved at have et øget fokus på den lokale natur. Taget på butikken er dækket af græstørv af lokale planter fra grønsværklitterne og fungerer som levested for en del af det lokale truede dyreliv.
Størstedelen af de 84 parkeringspladser er belagt med græsarmering for at styrke samspil mellem butikken og den omkringliggende natur. P-pladsen har også to båse med ladere til elbiler.
Aldi har i Danmark siden 2018 investeret i at modernisere og udvide butiksnettet samt tilpasse varesortimentet med bl.a. flere mærkevarer kombineret med private label produkter og et større fokus på bæredygtighed og økologi.